Hvad er Hvalpe-TV er det for noget, hvad bruges det til og hvem har adgang?
Idéen opstod lige inden vores A-kuld i 2014. Vi ønskede, at vores hvalpekøbere, skulle have adgang til video streaming, når det passede dem og ikke bare nogle billeder eller en video sekvens, på sms, facebook eller på hjemmesiden. Samtidig mener vi også det er en form for kvalitetsstempel af os selv. Når der er video i alle lyse timer, både fra hvalpekassen, men også fra vores udendørs områder, herunder hvalpe voliere, så kan hvalpekøberne jo selv kontrollere, om det vi siger, vi gør, også passer – med Hvalpe-TV kan vi ikke lave “opstillede” billeder eller videoer, for nu kan dette jo kontrolleres. Samtidig kan man sidde og følge hvalpene når det passer ind i hverdagen og også lige give et ring, når man synes hvalpene laver noget sjovt eller spørge, om vi ikke lige kan flytte os lidt, for vi skygger for et af kameraerne.
Alle, har indtil nu, syntes det er et kæmpe hit, og vi vil gerne opfordre alle andre kenneler til at gøre det samme – det er en uvurderlig oplevelse for hvalpekøberne som de ikke bør gå glip af.
Vi har tidligere haft “hele verden” til at kigge med. Fra og med i år, er det KUN for hvalpekøbere, for at De får den bedste oplevelse. Sidste “sæson”, havde vi i snit 68 seere dagligt, det kræver noget af et netværk at trække! Det har vi også, men oplevelsen er til hvalpekøbere og en del af pakken, når man køber hvalp hos Ulvehedens Eurasier.
Fra start i 2014, havde vi et enkelt IP-kamera sat op, som vi flyttede rundt på. Siden er det udbygget og opdateret ved hvert hvalpekuld og i 2017, er vi oppe på 5 kameraer til at skifte imellem. Det eneste vi har holdt ved, er faktisk at der IKKE er lyd på, simpelthen fordi vi gerne vil have en anelse privatliv.
Hvis man starter med et enkelt kamera, vil stort set alle, kunne opsætte sådan et. De fleste IP-kameraer har medfølgende guide, så man hurtigt kan opsætte det til, at se sit kamera når man er “ude af huset”.
Vi anvender i dag følgende udstyr:
1 stk. Raspberry Pi 3 (trådløst), med et Logitech HD Pro Webcam C920 (hvalpekassen/hvalpegården) |
|
1 stk. Raspberry Pi 3 (trådløst), med 8MP mobil videokamera (sidder på legehuset og dækker den ene sandkasse) |
|
1 stk. Axis M2025 Nightvision (kablet PoE), Outdoor (dækker den anden sandkasse/motorikbanen) |
|
2 stk. Axis 207MW (trådløst), (dækker græsplæne udendørs) |
Her er et skærmskud fra en iPhone, fra video streamet fra et Axis 207MW mod legehuset/sandkasse 1 |
Her det fra en anden vinkel, fra Axis M2025 med Nightvision aktiveret (taget omkring midnat). Nederst til højre, ses sandkasse 2, hvor hvalpene nyder skyggen på og under bænken. Lidt svært at se på billedet når Nightvision er på, men for at vise funktionen. |